OM FORESTILLINGEN:

 

Hus på Hus er en blanding af objektteater, musikalsk og fysisk performance. Med historiefortælling og visuelle overraskelser.

7 generationer af pianister gifter sig ind i 7 forskellige huse. Historien udfolder sig igennem et historisk forløb fra guldalder, over romantikken og 2. verdenskrig til nutid. Personlige historier og skæbner er spundet ind i hinanden, med sprækker i tiden. 

Rummene i dukkehusene transformeres fra lille til stor skala, så de kan fylde hele scenen. Forskellige tider, forskellige virkeligheder. Historie og historiefortælling. I harmoni og disharmoni, magisk realisme og utopi i et poetisk univers. 

​

HUS PÅ HUS havde premiere i marts 2023 på Teater Møn, Sukkerfabrikken i Stege

& Københavnerpremiere i marts 2023 på Teaterøen, Magneten i København

​

For unge og voksne fra 10 år.

​

IDÉ OG KOMPOSITION AF VÆRKET: 

Tilde Knudsen

Peter Kirk

Klaus Risager

​

PÅ SCENEN:

Peter Kirk

Tilde Knudsen

​​

KOMPONIST OG LYDDESIGNER:

Klaus Risager​​

​

​

ANMELDELSER:

​

*****

"HUS PÅ HUS er en fortryllende, rørende, og poetisk forestilling om minder, traumer og kærlighed gennem generationer. En forestilling om en familie fortælling der er gledet ud af et traumeramt sind, men ved brug af skakbrikker, dukkehuse, lommelygter i mørket og et eminent soundscape, kommer tilbage til Ellen, og igen indtager den naturlige plads hos et par der har mistet. Det lille teater Asterions Hus, med Tilde Knudsen og Peter Kirk, samt komponist og musisk kunstner Klaus Risager, har denne gang overgået sig selv og skabt et vidunderligt poetisk værk."

Casper Koeller, Sceneblog

​

****

"Kunstnerduoen Tilde Knudsen og Peter Kirk springer ikke over, hvor gærdet er lavest. I deres seneste forestilling får de fortalt nogle vilde livshistorier om syv generationer af pianisters tilværelse i syv forskellige huse. 

Med udgangspunkt i et skakspil, hvor brikkerne har navne efter historiens karakterer, vækkes fortiden til live gennem nogle store dukkehuse, der pirrer legesygen hos store børn i alle aldre.

Komponisten Klaus Risagers multifacetterede musik, der rummer elementer af tango, flamingo, jazz og klassisk, indgår på organisk vis i en raffineret stemningsmættet lydkulisse, der sammen med et næsten lyrisk lysdesign skaber et betagende poetisk teaterunivers. 

Tilde Knudsen og Peter Kirk guider os rundt i tiden med smittende entusiasme, men der levnes også plads til smertepunkterne - ikke mindst til sidst, hvor vi for alvor forstår, hvorfor vores guider i tid og rum har taget os med på denne rejse."

Michael Søby, CPH Culture

​

​

****

Hus på hus – sorgfuld erindringspoesi

Teater Asterions Hus rækker ind i smerten med den sjældent smukke og poetiske Hus på hus om en traumatiseret kvinde og hendes mands forsøg på at nå hende gennem musikken og kærlighedsbåndet, der rækker syv generationer tilbage.

Peter Kirks varme stemme fortæller historien, mens Tilde Knudsen danser følelserne frem. Den boblende livsglæde, den brutale sorg og ikke mindst længslen efter musikken i den rørende scene med lille Gertrud, hvis mor døde i barselsseng og gjorde hendes fars hjerte hårdt.

Klaus Risagers melankolske kompositioner bevæger sig med pianoet i front som den tredje stemme gennem denne sorgfulde generationsfortælling, der er vævet ind i en Danmarkshistorie, der rækker fra H.C. Andersens tid, bombardementet af Den Franske Skole og Steppeulvene til en ikke defineret nutid.

Anne Liisberg, IScene​

​

I Ingmar Bergman-filmen "Det syvende segl" (1956) spiller ridderen skak med døden på stranden. De spiller om ridderens liv. Hvis ridderen taber, tager døden ham. I Asterions Hus´ nyeste forestilling HUS PÅ HUS spilles der på samme måde skak om liv og død. Omkring skakspillet udspiller der sig en 7. generationers historie, der bliver spillet og genfortalt af Peter Kirk og Tilde Knudsen. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, har komponeret og indspillet musikken til forestillingen. I teatrets foregående forestilling, MOON, var han med på scenen sammen med Tilde Knudsen. Instrueret af Peter Kirk. Det er et øvet trekløver, der har så megen samlet talentmasse, at det er en svir at opleve. Trekløveret virker hver gang som et firkløver. Også denne gang.

Tilde Knudsen har en krop og en smidighed, så man gisper. Pludselig hvirvles vi i ind i en dans med et slør, med en kappe eller med et lille klaver, og tiden går i stå, mens Tilde svømmer igennem luften og løfter os, dansen og forestillingen ind i det fortryllede rum, der er dette teaters særkende.

Jeg er altid lidt beklemt, når jeg indfinder mig til teatrets forestillinger, for jeg har oplevet så mange stærke forestillinger i årene løb, at jeg må gribe mig i, at blive lidt nervøs for, om den opretstigende kurve stadig kan blive ved med at bevæge sig opad. Men vi er i gode kompetente hænder. Endnu engang. 

Michael Svennevig, Ørkendrømme

​

​

Vi møder flyglet som et dukkehusflygel, der ikke er større, end at det kan ligge i en hånd. Men som en finurlig og fortryllet forstørrelse optræder flyglet også pludselig i en større model, hvor tangenterne passer til barnefingre.

Synet af flyglet blandet med et drømmende lyddesign af klavertoner, der leger med 1800-tallets nydelige toner og temperamentsfulde temaer, men også med nutidig minimalisme og sære gentagelser. For Klaus Risager har skabt en lydkomposition, der følger erindringens sære tåger i famlende forsøg på at finde vejen til en melodi. Gerne gennem tunge og melankolske anslag på tangenterne.

Det er netop i tusmørket, at Tilde Knudsen og Peter Kirk virker mest overbevisende som performere. Det er i Tilde Knudsens fraværende blik og hendes pludselige, hvirvlende piruetter og underligt målløse bevægelser på strømpesokker, der måske aldrig mere får sko på, at man forstår denne kvindes fortabthed. Hendes krop er et andet sted end hendes bevidsthed. 

Og det er i Peter Kirks støttende kropssprog med spørgende blikke og tålmodige gentagelser, at smerten bliver slem: Smerten over at miste sin elskede til demensens opløsning. Samtidig forstærkes følelserne i deres spil, når de skaber historiens begravelsesrække ved forsigtigt at lægge gamle kjoler på en lang række. Én efter én. Som en symbolsk hilsen til rækken af historiens døde.

Anne Middelboe, Teateravisen